Sankt Pauls Kammerkor

Sankt Pauls Kammerkor er et ambitiøst kor, der har eksisteret siden 1988. Koret arbejder primært med a cappella kirkemusik og består af 22 sangere mellem 30 og 60 år. Vi har hidtil holdt til i Sankt Pauls Kirke ved Nyboder i København, men har fra januar 2017 fast base i Kapernaumskirken på Frederikssundsvej ved København.

Den musikalske ledelse varetages af Torsten Nielsen, som har diplomeksamen i kor- og ensembleledelse fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Torsten Nielsen er desuden fast medlem af DR Vokalensemblet.

I 2005 og 2006 indspillede koret to cd'er - én cd med udvalgte værker af den danske komponist Niels la Cour, og en cd med både kendte og mindre kendte julesange og Christmas carols. Koret har også tidligere indspillet en cd sammen med organist Michael Due med værker af bl.a. Vagn Holmboe og Niels W. Gade. Læs mere om cd'erne her.

Det er korets mål hele tiden at højne kvaliteten gennem nye udfordringer. Således har koret i mange år arbejdet med a cappella musik af bl.a. Francis Poulenc, Vagn Holmboe, Arvo Pärt og Knut Nystedt og medvirket til opførelsen af flere store værker med musikledsagelse herunder Bachs Matthäuspassion og Brahms’ Ein Deutsches Requiem.